Investering er for alle

Hvordan kommer du som investeringsnovice i gang med at handle med aktier, og hvad skal du være særligt opmærksom på i markedet?
-
Senior aktiestrateg Michelle Nørgaard

Mange tror, at man skal være særdeles velhavende for at kunne investere i aktier. Det er på ingen måde tilfældet. Investering er for alle, og man kan med få likvider få lavet en fornuftig portefølje. 

”Investeringsjunglen” kan dog få nogle nysgerrige førstegangs-investorer til helt at miste modet til at komme i gang. For hvor skal man starte, og hvor skal man slutte, hvilke aktier er gode at købe, og hvilke skal man holde sig fra? 

Jeg vil her forsøge at guide dig gennem ”investeringsjunglen”, så du føler dig bedre klædt på til at komme i gang med at investere.  

Sådan kommer du i gang

Følg blot nedenstående trin, og du er klar til dine første handler

  1. Opret et depot. Et depot er en konto til dine værdipapirer, hvor du kan se købs- og salgskurser
  2. Stil dig selv spørgsmålet om, hvorfor du ønsker at investere, og hvornår du skal bruge pengene
  3. Beslut, hvilken risiko du er villig til at påtage dig
  4. Det er en god ide at have kendskab til de sektorer, du køber aktier i
  5. Læg aldrig alle æg i samme kurv – diversificering er vigtig
  6. Vær tro mod din strategi – lad dig ikke styre af irrationelle følelser

Sådan vurderer du risiko 

Når du har oprettet et depot, er det særdeles vigtigt, at du som investor beslutter dig for, hvornår du skal bruge din investering igen (også kaldet tidshorisont), samt hvilken risiko du ønsker at påtage dig. Disse faktorer vil få stor betydning for, hvilke aktier du i sidste ende vil vælge. Her er det dog vigtigt at have for øje, at ingen investeringer er risikofrie, og at du derfor ikke kan undgå at påtage dig en eller anden form for risiko. Spørgsmålet er derfor, hvor stor en risiko du er villig til at påtage dig. 

Jo længere tidshorisont du har, desto større risiko vil du kunne påtage dig, idet du i så fald nemmere vil kunne håndtere større udsving i aktiekurserne end ved en kortere tidshorisont. Ønsker du derimod at påtage dig mindst mulig risiko, skal du typisk udvælge aktier, som er stabile, og som ikke påvirkes nævneværdigt af konjunkturudsving og uro på de finansielle markeder. Aktier, som lever op til disse kriterier, kaldes for defensive, hvilket blandt andet karakteriserer aktier i medicinalsektoren. 

Dog er det vigtigt at have for øje, at alle aktier i en given sektor ikke nødvendigvis er lige attraktive – nogle kan være for dyre i forhold til de indtjeningsforventninger, du har til et givent selskab. Det skyldes, at du netop køber en aktie baseret på dine forventninger til, hvilken fremtidig indtjening det givne selskab kan generere.

Sådan udvælger du de rigtige aktier

Det kan være særdeles svært at svare på, hvilke aktier du skal vælge, men et godt råd er at investere i aktier i sektorer, som du i forvejen har kendskab til. Hvis du fx arbejder i detailsektoren, så har du måske en ide om kundeadfærd – køber kunderne varerne til prisen, eller er butikkerne nødt til at indføre rabatter? Dette kendskab giver en god indikation på såvel omsætnings- som indtjeningsudviklingen i sektoren som helhed. 

Et andet godt råd er, at du bør sprede dine investeringer ud på flere sektorer, så du opnår en diversificeret portefølje. På den måde vil du ikke være ligeså sårbar over for udviklingen i en given aktie, og udsving i en aktie vil kunne udlignes af de andre aktier i din portefølje. På den måde mindskes din porteføljerisiko. 

Sidst, men ikke mindst er det vigtigt, at du holder fast i din oprindelige strategi og ikke lader dig styre af følelser. Man kunne fx forestille sig, at en aktie virkelig var steget, og at du ville ønske, at du også havde investeret i denne - til trods for, at den investering ville konflikte med din ønskede risikovurdering. Men det kan altså ikke nytte noget at ærgre sig og skifte kurs midt i det hele. 

Følg med på aktiemarkedet

Handelsbanken udgiver en række nyhedsbreve. Vælg mellem daglige meldinger om udviklingen i aktuelle nøgletal, opdateringer på aktiemarkedet, analyser af nye markeder og meget andet.

Vi hjælper dig godt i gang

Vi er klar til at rådgive dig, uanset om du selv vil investere, eller vi skal investere din opsparing for dig.

Invester med os

Lad vores eksperter investere for dig, eller invester sammen med os og brug eksperterne til anbefalinger, så du selv kan træffe beslutningerne. Uanset hvordan, er vi klar til at hjælpe dig med dine investeringer.

Invester selv

Vil du selv handle værdipapirer, kan du købe og sælge aktier og andre værdipapirer i Netbank og Mobilbank. Det er nemt og billigt. Du kan også vælge at sparre med vores rådgivere i det omfang, du ønsker.