Wash trades

Advarsel mod at handle værdipapirer med dig selv

Der har den seneste tid været et øget fokus fra både myndigheder og medier på sager, hvor helt almindelige kunder ”handler med sig selv” på børsen (wash trades), dvs. både er køber og sælger i en handel, som foregår på børsen. 

Det er ulovligt og anses for markedsmanipulation. Det gælder, uanset om handlen foregår mellem to depoter, som du selv ejer, eller som du har fuldmagt til.  Du skal derfor være ekstra opmærksom, når du handler værdipapirer via Netbank/Mobilbank, hvor ordren med meget stor sandsynlighed vil havne på børsen.

Nogle sager er endt med hårde straffe, og derfor henviser vi til Finanstilsynets advarsel i juli 2022, som du kan læse nedenfor. Vær opmærksom på, at du selv har et ansvar for at overholde reglerne om markedsmanipulation. 

Hvad kan du gøre for at undgå handel med dig selv? 

Hvis du har behov for at få overført værdipapirer mellem dine depoter, så tag fat i din rådgiver, der kan hjælpe med processen, og sikre du ikke foretager noget ulovligt.

Bemærk, at overførsel af værdipapirer mellem to pengeinstitutter, fx ved flytning af bankengagement, ikke er problematisk, da sådanne overførsler ikke handles på børserne.