Liebhaveri: Bygger du nyt eller om? Bliv færdig inden nytår

-

Af Jyske Bank | 28.06.2023

Bygger du nyt, bygger du om, eller har du købt en projektlejlighed? Og ligger boligen i den dyre ende af boligmarkedet? Så kan der være skatterabat at hente, hvis byggeriet er færdigt, inden nytårsraketterne skydes af. Boligøkonom Mikkel Høegh uddyber.

Den 1. januar 2024 træder vi ind i et nyt boligskattesystem, som er meget anderledes end det, vi kender.

De fleste får skattelettelse

”Kort sagt er målet med det nye system, at de offentlige vurderinger skal være tættere på de reelle salgspriser – altså typisk meget højere, end de er i dag. Men samtidig skal det nye skattesystem være ’provenuneutralt’, og derfor har man sat satserne ned,” fortæller Mikkel Høegh, boligøkonom i Jyske Bank.

Fire ud af fem vil opleve, at den nye ejendomsværdiskat er lavere end den nuværende, mens især liebhaverboliger og ejerlejligheder i de større byområder står til skattestigninger. I princippet. For her kommer overgangsordningerne ind.

Personlig skatterabat på 2023-niveau

”Det er politisk besluttet, at ingen personer skal betale mere, end de gør i dag. Derfor er der en overgangsordning, hvor personer med en bolig, der egentlig står til en højere skat, får en personlig skatterabat. Rabatten sikrer, at man ikke betaler mere, end man gør i dag, og den gælder, så længe man bor i huset. På den måde rammer den højere skat først den næste ejer af boligen,” forklarer Mikkel Høegh.

Men rabatten beregnes ud fra situationen 31. december 2023. Med andre ord skal man bo i boligen i år for at få personlig skatterabat.

Flyt ind inden nytår

Det har betydning for dem, der er i på vej i ny bolig. 

”Hvis man bygger et nyt hus, og først flytter ind i 2024, er man under det nye skattesystem og kan ikke få personlig skatterabat. Men den kan man få, hvis man flytter ind før årsskiftet,” siger Mikkel Høegh.

Det samme gælder for dem, der har købt en projektlejlighed i den dyre ende af markedet. Her kan der være økonomisk forskel på en indflytningsdato i december og januar, fordi der kan være personlig skatterabat til dem, der har boet i boligen i 2023. 

Meld om- og tilbygning færdig inden nytår

Hvis du bygger om eller til din liebhaverbolig, kan der også være en idé i at slå de sidste søm i byggeriet i år.

”Hvis ændringerne på boligen får værdien til at stige, så vil du miste en eventuel personlig skatterabat, hvis du først færdigmelder i 2024. Hvis du derimod kan melde byggeriet færdigt i år, så kommer værdistigningen ind under det gamle system og dermed den personlige skatterabat,” siger Mikkel Høegh. 

De nye vurderinger er lige på nippet til at lande i din e-Boks. Vær dog opmærksom på, at den første vurdering, du modtager, er en testvurdering med 2020-tal. Inden nytår vil du få en 2022-vurdering, som er den, du skal betale den nye skat efter.


Tilmeld dig Jyske Bank Nyt

-

Et nyhedsbrev der gør dig klogere på økonomi, samfund og tendenser

I Jyske Bank går vi op i den verden, der omgiver os. For den har betydning for økonomien - både din og vores.  

Nyhedsbrevet giver dig overblik og indblik i emner, som berører din hverdag. Lige til at blive klogere af.