Sidste chance for håndværkerfradrag

Håndværkerfradraget bliver afskaffet fra den 1. april 2022, så det er nu, du skal udnytte muligheden for at få fradrag på arbejdslønnen, når du fx energirenoverer din bolig.
-

Den 31. marts 2022 er sidste chance for at få lavet håndværksydelser med fradragsmulighed. Den 1. april 2022 bliver håndværkerfradraget under BoligJobordningen nemlig afskaffet. Servicefradraget fortsætter resten af året, men er nedsat fra 25.000 kroner i 2021 til 6.400 kroner i 2022.

Håndværkerfradrag

Håndværkerfradraget er på 12.900 kroner til og med den 31. marts 2022 pr. voksen i husstanden.
Fradraget har en skatteværdi på ca. 26%. Det betyder i praksis, at hvis dit håndværkerfradrag er 10.000 kroner, vil du spare 2.600 kroner i skat.

Du kan opnå håndværkerfradrag for håndværksydelser, der omfatter fx energibesparende tiltag, klimasikring og udvendigt malerarbejde af din helårs- eller fritidsbolig. Det er kun arbejdslønnen, du kan trække fra. Materialer er ikke omfattet af ordningen.

Sidste chance den 31. marts 2022
Skal du nå at udnytte håndværkerfradraget, skal arbejdet være udført senest den 31. marts 2022, og regningen for det udførte arbejde skal være betalt senest den 31. maj 2022.

Servicefradrag 

Servicefradraget er på 6.400 kroner i 2022 pr. voksen i hustanden.
Servicefradraget har en skatteværdi på ca. 26%. Det betyder i praksis, at hvis du har betalt 3.000 kroner for en serviceydelse, sparer du i 2022 ca. 780 kroner i skat.

Du kan få glæde af servicefradraget, hvis du køber ydelser som rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde.

Betingelser

Se, hvilke håndværks- og serviceydelser der giver fradrag.

  • Du kan kun få fradrag for arbejdsløn inklusive moms (ikke for materialer)
  • Du skal betale elektronisk fx med betalingskort, MobilePay og Netbank (ikke med kontanter)
  • Husk at gemme din dokumentation for det udførte arbejde

Sådan får du fradraget

Du skal registrere dine udførte håndværks- og serviceydelser på skat.dk. Du kan registrere det i løbet af året på din forskudsopgørelse for 2022 eller i forbindelse med årsopgørelsen 2022 til næste forår.

OBS: Du kan allerede nu oplyse håndværker- og servicefradrag til Årsopgørelsen 2021. Øvrige oplysninger til årsopgørelsen, fx kørselsfradrag kan oplyses fra medio marts 2022.